Freja - White Life's Frejanyb

Freja er fra Milles første kuld, som kom til verden 16. marts 2008. Som hvalpe efter en dansk mor og en svensk far er Freja og hendes søskende opkaldt efter nordiske guder og helte. Hendes far er Karin Laursens Nico, White Vision's Noisemaker. Det med at være en "noisemaker" er nu ikke gået videre til Freja, som har det blideste væsen, man kan forestille sig. Freja er i udpræget grad "underhund", sikkert fordi hun har levet hele sit liv sammen med sin mor. Da vi i sin tid besluttede at beholde en af Milles første hvalpe, valgte vi da også Freja, fordi hun allerede som helt lille viste evnen til at indordne sig. Alting er meget lettere i en hundeflok, når der ikke er tvivl om rangfølgen!

Måske var det også denne evne, der var udslagsgivende, da LEGO i 2013 valgte Freja til at deltage i en reklamefilm for LEGO friends https://www.youtube.com/watch?v=HUGTtfvrPug (se billederne i fotoalbummet). Freja sad tålmodigt og lod sig nusse af de to søde piger, hun spillede sammen med.

Ofte er det Freja, der står for den moderlige omsorg - hun sørger kærligt - og insisterende! - for at holde de andre hunde i flokken rene i hovedet. Hvad hvalpeomsorg angår, har hun jo også stået i "mesterlære". Når de andre har hvalpe, har Freja en vigtig babysitterrolle. Hun træder altid til i det øjeblik, mødrene ikke rigtig orker hvalpene længere, typisk omkring 6 ugers alderen.

Freja er også i forhold til os mennesker en rigtig hyggehund. Hun elsker at sidde på skødet, at blive krammet og kælet med. Hun har også sans for magelighed og synes at mene, at husets bedste lænestol er hendes plads!

Freja er som regel glad for at gå tur - men hun har den uvane, at hun allerhelst går midt ude på vejen. Sådan har det altid været, og trods ihærdige opdragelsesforsøg, smutter hun stadig gerne ud på cykelsti eller vej, når hun kan se sit snit til det.

Freja har haft tre kuld med i alt 16 hvalpe, så nu nyder hun velfortjent sit otium!

Del siden